Og så er de nye udvekslingsstudenter startet! Og jeg synes personligt det er rart morsomt, for jeg kan genkende mig selv i så meget af det de gør. Når de sætter sig til at tegne kruseduller på et papir i timen, når de slår tyve ord op for at forstå en sætning, når de kæmper for overhovedet at lave en sætning, når de prøver at forstå, hvad man siger, når man snakker til dem. Det er simpelthen så hyggeligt. Men da de alle snakker engelsk, har jeg på forhånd vidst, at det ville blive nemt at slå over på deres sprog. Så jeg har sat mig for at snakke fransk til dem det meste af tiden, og lader primært som om at jeg ikke kan sige særlig meget på engelsk. Og det er vel egentlig rigtig nok. For når jeg skal snakke engelsk, synes jeg det er noget kompliceret. Når jeg tænker på fransk og det hele bliver et stort rod, hvor jeg ender med at blande begge sprog sammen. Men der er to irlændere! De har kun fået et ordentligt indtryk af den ene, da den ene var syg tirsdag. Og ham jeg har snakket mest med er super flink! Og har sådan en rigtig kartoffel accent, haha. Og så kommer jeg bare til at tænke på, hvordan min accent må lyde. Især fordi jeg tit har fået af vide, at jeg har en mega nuttet accent, og der er nogle interne jokes i familien, når jeg snakker. Den tredje udvekslingsstudent er en canadisk pige, som er født i Kina. Hun er også rigtig sød og bor hos en af mine veninder! Hun snakker overraskende godt fransk. Generelt synes jeg de er rigtig flinke, så det er jo altid dejligt. Desværre bliver de her ikke i så lang tid, hvilket er ret ærgerligt. De bliver her i ca. en måned endnu.
Jeg har haft en god skolestart. Og jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det, men det har virkelig gjort mig en hel del mere glad at komme tilbage. Jeg føler langsomt, at alting går mere fremad, hvilket jeg jo bestemt ikke kan klage over. Og det begynder endelig så småt at blive varmere, og det tror jeg også gør en hel del for mig!
Tirsdag morgen var jeg ude og drikke kaffe med nogle veninder. Og der sad vi og øvede noget, vi skulle fremføre for klassen. Vi fangede en mands opmærksomhed, som vi så faldt i snak med. Vi snakkede om det at være på udveksling, det at rejse og se verden, at tale flere sprog, skolen, lektier. Vi kom ind på så mange forskellige emner, og vi kunne sagtens mærke, at han var lokal og stamkunde! Han sagde så at han gerne vil betale min kaffe. Og så stod jeg bare der.. Hvorfor lige min? Jeg bryder mig ikke om sådan noget. Ikke fordi det ikke er sødt, men jeg ved aldrig hvad jeg skal stille op. Jo tak fremmede mand, betal gerne min kaffe og så kan du lige tage mine veninders med. Eller nej det har jeg faktisk ikke lyst til, fordi ja bare for det er... Ikke underligt, men bare ikke noget jeg er vant til.
Jeg endte med selv at betale den, og han virkede lidt stødt over det. Og så stod jeg bare der endnu mere fortabt end før.... Jeg snakkede efterfølgende med min veninde om det. Og så grinte hun bare af mig "du gør det så besværligt Louise. Hallo du sparer penge på det ! Hvorfor dog sige nej, når han så tilbyder det. Næste gang siger du bare pænt tak og smiler, og så er det klaret. Sværere er det ikke"
Nå nå ja okay det kunne man også bare gøre. Nu går jeg til køjs, sov godt - håber det går godt i Danmark med alt det i nu går og fortager jer kram
Ingen kommentarer:
Send en kommentar